Kære partner. Du er den vigtigste støtte i et vellykket amningsforløb

onsdag 17-04-24

Du som partner er den vigtigste støtte i forhold til amning

Ja, du læste rigtig. Du som partner er piv vigtig. Mange partnere tror fejlagtigt, at de ikke kan hjælpe med amningen. Nogle tumler endda med frustration eller irritation over det. Men ikke længere! For om lidt vil du forstå, hvor vigtig du er i forhold til amningen af jeres barn.

Din indstilling påvirker ammeforløbet

Først og størst så skal du vide, at din indstilling til amning har en stor betydning for, hvordan amningen af jeres barn forløber. Er du modstander af, at jeres barn bliver ammet, eller synes du at det er besværligt, så vil det påvirke ammeforløbet. Måske tvivler du på ‘projekt amning’? Eller måske er du total pro amning og har en grund-tillid til, at det kommer til at forløbe fint og gnidningsfrit. 

Det vi fokuserer på, bliver til virkelighed. Nærer du tvivl i forhold til amningen, så vær undersøgende omkring hvor din tvivl kommer fra. Og vend din tvivl med konsultationsjordemoderen og/eller sundhedsplejersken. Jeg vil anbefale, at du undlader at ‘marinere’ din gravide kvinde eller nybagte mor med din tvivl. Hun er fuld af følelser og hormoner -og måske også af bekymringer og tanker. Din tvivl vil vi ikke hjælpe hende. Sæt dig i stedet ind i amning. Læs, lyt til podcasts, deltag i ammeundervisning eller andet, så du bliver godt klædt på. Det vil vise din kvinde, at du er engageret, undersøgende og opsøgende -også selvom du er i tvivl. 

Tror du slet ikke på ‘projekt amning’, så vær ærlig overfor dig selv om hvorfor. Har du erfaring fra et ammeforløb, der var svært? Har du selv fået flaske og er vokset op med en fortælling om, at amning ikke er godt, let eller andet? Synes du amning er noget fis og flaske er lettere? Eller noget helt 4. Vær undersøgende omkring årsagen til din modstand på amning. 

Tal sammen om jeres forventninger

Og så skal I selvfølgelig tale sammen om amning -gerne før jeres barn bliver født. Spørg din kvinde, hvad hun tænker omkring amning. Har hun lyst til at amme, hvad ved hun om amning etc. Og sæt jer gerne sammen og undersøg mere om amning. For amning er ikke blot vi kvinders gebet. Jo jo, vi er dem, der har brysterne. Du som partner er til gengæld den vigtigste støtte. Både i forhold til din tilgang, din praktiske hjælp og dit blik og dine gode betragtninger og indput. Og så handler amning om jeres barns næring, tryghed, nervesystems-regulering mmm. For amning er meget mere end bare mad og drikke. 

Hvad kan du gøre for at hjælpe din partner?

Ud over at undersøge din tilgang til amning, tilegne dig viden om amning og tale med din kvinde om amning, så kan du helt konkret gøre følgende, når jeres barn er født: 

Være med helt tæt på fra den aller første amning inden for de første par timer efter fødslen. Vær med til at observere hvordan baby ligger, hvordan baby svøber om brystet, hvordan babys kæber bevæger sig. Og også hvordan din kvinde bedst ligger/sidder, mens hun ammer. Lyt til jordemoderens tips og tricks under den første amning – og spørg ind. Få hende til at forklare dig, hvad hun kigger efter. Hvis I overnatter på barselsgangen, så vær med under amningerne der, og spørg ind. For fremadrettet er du den, der skal hjælpe din kvinde med at se om baby ligger korrekt ved brystet. Om baby svøber og sutter korrekt. Og om din kvinde sidder eller ligger optimalt. Meget af det kan din kvinde selv se eller mærke, men du kan se baby fra en anden vinkel.

Når en ammende kvinde kigger ned på sit barn, så er der et bryst i vejen for udsigten til babys mund, kæbe med mere. Der er du guld værd! Ligeledes kan du som partner se, om din kvinde sidder og spænder i skuldrene, om hun har brug for en pude under armen, støtte under fødderne eller noget 4., for at sidde godt og afslappet under amningen. Det er slet ikke sikkert, at din kvinde opdager, at hun sidder og spænder op. Det er så kærlig en gestus, når du lægger din hånd på hendes skuldre, så hun opdager at de sidder helt oppe om ørene. Eventuelt kan du lægge en varmepude på hendes skuldre. Det er en kærkommen støtte til en kvindes amme-skuldre. 

Skab ro og trygge rammer

Der ud over er det vidunderligt, hvis du som partner kommer med vand, mad, mobilen eller hvad din kvinde nu kan have brug for, når hun sidder og ammer. For amning gør tørstig. Og amning fylder mange af døgnets timer, så det kan være nødvendigt at spise mens man ammer. 

Hvis I har barn eller børn i forvejen, så kan det også være en stor hjælp, at du tager dem med ud af hjemmet, eller med til et andet sted i hjemmet, så der kan blive ro til amningen. Nogle babyer bliver forstyrret af uro omkring dem. Og mange nybagte mødre har brug for ro til at fokusere på ammeetableringen uden at skulle forholde sig til søskende samtidig. 

Det samme gælder, når I får gæster. Som partner skal du vide, at en nybagt mor er fuld af efterfødselshormoner de første 3-4 måneder efter fødslen. De hormoner gør blandt andet, at det er svært for din kvinde at mærke sine behov og grænser. Så her er det vigtigt, at du som partner hjælper med at skabe ro omkring ammestunderne. Fx kan du tage gæsterne med ind i et andet rum og italesætte at nu skal der være ro til amning -selvfølgelig kun, hvis din kvinde ønsker det.

Kære partner, du er vigtig!

Så kære partner, du er vigtig! Og det er vigtigt, at du bakker op om amning, sætter dig ind i amning og at I som par taler sammen om amning – herunder jeres egne tanker, ønsker og følelser. Det gælder ikke om at være “perfekt”. Det gælder om at være engageret, nærværende og (k)ærlig. Og så gør øvelse mester. 

Vid at jeg hepper på dig kære partner! 

Forfatter

Siff HjerteJordemoderen
Jeg er jordemoder og emotionel coach. Mit hjerte brænder for at støtte kvinder og mænd i at stå stærkt -både i sig selv og sammen som familie. Jo bedre vi kender og passer på os selv, des mere overskud har vi til vores nære og kære. Derfor er det med glæde i cellerne, at jeg her hos Carriwell vil øse af min viden og erfaring, så du og I kan carry yourself well 😉 Jeg hepper på jer! Hvis I ønsker mere af mig og det, jeg kan, så tjek min klinik, HjerteJordemoderen ud på www.hjertejordemoderen.dk.