Amning om natten 

onsdag 17-04-24

Døgnrytme skal læres

Babyer fødes uden døgnrytme. De skal altså lære at kende forskel på nat og dag. Dels fordi det er vigtigt for dig som mor og for den øvrige familie, dels fordi det er vigtigt for baby at kunne sove dybt. Det er når babyer sover, at de vokser og en lang række vigtige mekanismer finder sted – det samme gælder i øvrigt også for os voksne. Søvn er både fysisk og psykisk livsvigtigt. Når det er sagt, så er der stor forskel på hvor længe og hvor ofte babyer sover. “Normal”-spektret er bredt. Og det er så vigtigt, at I ikke sammenligner med andre babyer, I kender. Det er vigtigt at huske på, at forskellighed ikke er det samme som at noget er forkert. 

Skab gode nattevaner

Der er meget at vinde ved at skabe gode nattevaner, det modsatte er opslidende for hele familien. Der skal være tydelig forskel på amning om dagen og om natten. Hav en lille, dæmpet lampe, der kan tændes ved behov i forbindelse med natamning eller bleskift om natten. Undlad at tale, hygge og vække baby yderligere op. En lorteble skal selvfølgelig skiftes, en mindre tisseble kan vente til om morgenen. Det kan betale sig at øve sig i at amme liggende. På den måde skal du som kvinde ikke op at sidde, finde puder mm. Liggende amning kan foregå helt uden ord. Hvis I samsover med baby, er det ‘blot’ at trække baby ned ved siden af dig, og hjælpe baby til brystet. Med tiden kan baby måske endda selv fange brystet i søvne. Og du kan lære at blunde imens, du ammer. For mange babyer opstår de længere søvnstræk først, ved en velfungerende amning -her er altså endnu en god grund til at prioritere tid, ro og fælles indsats i forhold til ammeetableringen. 

Gør plads til fri mælkebar om natten

Helt ligesom om dagen, er det vigtigt at I også tager udgangspunkt i jeres babys behov om natten. Der skal være fri mælkebar baseret på babys behov. Og baby skal have lov til at die, til baby afviser brystet eller er tydeligt mæt og falder i søvn. Det spæde barn kan den første måneds tid have brug for hyppige amninger. Mavesækken er blot på størrelse med en valnød og tømmes derfor hurtigere end ved det større barn.

Når baby runder en måned eller deromkring, vil I måske opleve at søvnstrækkene bliver længere. Mange mødre kan vågne op helt forskrækkede og med store spændte bryster, første gang at baby sover 3-4-5 timer i streg om natten. Det kan både være forløsende og forvirrende at få mere søvn for de voksne. Hvis dine bryster er helt spændte pga den megen mælk, så kan det være svært for baby at få fat. Du kan da med fordel håndudmalke de første dråber ned i en stofble og dermed ‘tage presset’. Det vil gøre det lettere for baby at få fat. 

Amning om natten

Vi kvinder producerer mere mælk om natten, det kan betyde, at du lækker mælk fra et eller begge bryster, at mælken løber hurtigere under de enkelte natamninger og at amningerne tager kortere tid. Nogle gange kan baby også kløjs i det hurtigere mælkenedløb – det er den liggende ammestilling god til at forebygge. 

Der er store individuelle forskelle på amning om natten. Både i forhold til hvor ofte og hvor længe. Her er det også vigtigt at huske på, at amning handler om meget mere end mad og drikke. Bl.a. regulering af nervesystemet, hygge og tryghed. Og skal I huske på, at babyer også kan vågne af andre årsager end behov for amning. Der kan være en lorteble, luft i maven, uro eller andet. Her er det også vigtigt med dæmpet belysning, om muligt ingen snak og i det hele taget signalere, at det er nat samtidig med at babys behov opfyldes. Det kan være en ide at have mørklægningsgardiner i soveværelset og i det hele taget have alt det, I kan få brug for inden for rækkevidde. Det være sig en ble, skraldepose, en ekstra pude, stofble, vandflaske, lille dæmpet lyskilde etc. 

Jeg ønsker jer dyb og dejlig søvn til både små og store! 

Forfatter

Siff HjerteJordemoderen
Jeg er jordemoder og emotionel coach. Mit hjerte brænder for at støtte kvinder og mænd i at stå stærkt -både i sig selv og sammen som familie. Jo bedre vi kender og passer på os selv, des mere overskud har vi til vores nære og kære. Derfor er det med glæde i cellerne, at jeg her hos Carriwell vil øse af min viden og erfaring, så du og I kan carry yourself well 😉 Jeg hepper på jer! Hvis I ønsker mere af mig og det, jeg kan, så tjek min klinik, HjerteJordemoderen ud på www.hjertejordemoderen.dk.