Forbered dig på amning inden fødslen med disse tips

onsdag 17-04-24

Afstem jeres forventninger til amning

Først og fremmest er det vigtigt at I forholder jer til amning. Både dig som kvinde, og din som partner. Tal om amning. Hvad repræsenterer det at amme eller blive ammet for jer? Hvad ved I om amning? Har I erfaringer, blev I selv ammet, ammer jeres venner? Den mentale og følelsesmæssige forberedelse er vigtig. Og det er vigtigt, at I forbereder jer sammen som par. Det er dig som kvinde, der skal amme. Og dig som partner, der er den vigtigste støtte -derfor er dine tanker og følelser omkring amning også vigtige. 

Ammeetablering kan tag en måned

Når det er sagt, så er det vigtigt at I ved, at det er helt normalt, at ammeetablering kan tage op til en måneds tid. Det kommer bag på mange, at amning for langt de fleste er noget, der skal læres. Ja, vi kvinder er skabt til at amme, og vores børn til at die. Og … det er learning by doing. Det kan tage tid at lære sit barn at kende, tage tid at finde frem til hvilke ammestillinger der er gode for jer, og det kan tage tid for mælken at løbe til.

Husk at nære omsorg til mor 

Der er en række ting, som er vigtige at vide i forhold til mælkeproduktionen. Du som ammende kvinde skal have mad, et par liter væske og søvn/ro. Hver dag. Læser du dette, mens du er gravid, så kan det virke skørt, at jeg skriver dette, for giver det ikke sig selv? Ikke helt, når man er nybagt mor. Det er helt normalt at glemme at mærke egne behov og nedprioritere at handle på dem. Men uden mad og drikke -og søvn og ro- så duer helten ikke. I dette tilfælde moderen og mælkeproduktionen. 

Fødslen kan påvirke din mælkeproduktion

Fødslen kan også spille ind på mælkeproduktionen. Bl.a. vil medicinen under et kejsersnit hæmme mælkeproduktionen, og det vil tage længere tid for mælken at løbe til. Det samme kan gøre sig gældende, hvis du har fået vestimulerende drop under en vaginal fødsel, har blødt rigeligt, eller oplevet noget utrygt eller kaotisk under fødslen. Det kan tage tid at lande i sit nervesystem og sin krop. Bl.a. derfor er det så vigtigt med ro i ammeetablerings-fasen.

Ammeetablering kræver ro

Af samme grund er det vigtigt at I får talt med jeres pårørende. Optimalt før fødslen. Gør klart hvem der er velkommen på barselsbesøg de første uger. Og gør klart, at det er jer der inviterer -og altid må melde fra med kort varsel. Samtidig vil jeg anbefale at barselsbesøg maksimalt varer 30 minutter, og at I ikke står klar med diverse anretninger. Som nybagt mor er kroppen fuld af efterfødselshormoner, som gør det svært at mærke og handle på egne grænser. Det er let at blive overvældet, hvilket vil påvirke mælkeproduktionen. Baby bliver også påvirket af at gå fra arm til arm selvom det er kærlige, velmenende familie-arme. Et nyfødt barn bliver let overstimuleret og reagerer ofte med at falde i søvn for at lukke stimuli ude. Under corona blev det tydeligt, hvor meget ro spiller ind i forhold til amning. Under corona var der yderst få eller ingen barselsbesøg. Og ammeforløbene blomstrede, var lettere og varede længere. Se det er interessant! 

Det er okay at bede om hjælp

Brief din partner og pårørende i forhold til ønsker og behov for støtte. Det kan fx være til at fylde fryseren med nem og nærende aftensmad. Pårørende kan også hjælpe med indkøb, rengøring og hente/bringe og hygge med eventuelle søskende. I min optik, er det stærkt og smukt at bede om hjælp! 

Gør plads til amning, også i jeres hjem

Indret gerne et hyggeligt område til amning i dit hjem. Det kan være i en lænestol, en ende af sofaen eller andet. Centralt er det, at du som ammende kan sidde godt. Det vil sige med flade fødder (brug eventuelt en lav taburet eller et par bøger under fødderne) og at du har god støtte til lænden og ryggen, så du kan slappe godt af. Jo mere du kan slappe af, des lettere løber mælken til. Der er også brug for støtte under baby, som skal “løftes” op til dine bryster. Nogle har glæde af en ammepude. Andre bruger blot en hovedpude eller andet som kan foldes ind under baby. 

Tænk på, at du ammer mange timer i døgnet. Det er derfor godt at have plads til et stort glas vand, en tallerken mad, mobilen med podcasts eller andet, du kan få brug for i dine ammestunder.

Ammekuffert

Har I barn eller børn i forvejen, så kan I sammen lave en ammekuffert. En lille kuffert de ældre søskende kan finde frem, og I sammen kan hygge med under amningen. Kufferten kan fx indeholde pixibøger, en figenstang, et par biler, fingerdukker eller andet alderssvarende. En ammekuffert kan være med til at forebygge den søskendejalousi som for nogle opstår i ammestunderne, hvor fokus helt naturligt er på baby. 

Husk at brug jeres konsultationsjordemoder, sundhedsplejerske eller andre med reel ammeviden. Det er altid stærkt og helt i orden at bede om hjælp og spørge til råds. 

Vid at jeg hepper på jer og jeres ammeetablering! 

Forfatter

Siff HjerteJordemoderen
Jeg er jordemoder og emotionel coach. Mit hjerte brænder for at støtte kvinder og mænd i at stå stærkt -både i sig selv og sammen som familie. Jo bedre vi kender og passer på os selv, des mere overskud har vi til vores nære og kære. Derfor er det med glæde i cellerne, at jeg her hos Carriwell vil øse af min viden og erfaring, så du og I kan carry yourself well 😉 Jeg hepper på jer! Hvis I ønsker mere af mig og det, jeg kan, så tjek min klinik, HjerteJordemoderen ud på www.hjertejordemoderen.dk.