Lyt til jeres baby og lyt til jer selv
Der findes ingen regler for, hvor ofte baby skal ammes. Til gengæld findes der rigtig mange holdninger dertil. Både fra forskellige faggrupper, forældre, bedsteforældre, google og vennekredsen. Som altid vil jeg minde dig om, at du og din partner er dem, der kender jeres barn bedst. Vi lever i en tid, hvor det er så uendeligt let at søge viden og vejledning udenfor os selv. Trygheden i når andre fortæller, hvad vi skal og ikke skal -også når det gælder vores børn. Men kære du, som jordemoder, kvinde midt i livet og som mor til store teenagere, så tør jeg godt love dig, at du og I lander i en helt anden og meget dybere tryghed, når I fjerner jer fra google og alle de mange forskellige, om end velmenende, råd og forholder jer til jeres barn. Uanset jeres babys alder, så vil han/hun kommunikere og vise sit behov for amning. Både hvornår, hvor ofte og hvor længe baby har behov for at die.
Amning opfylder flere behov
Det er vigtigt at vide, at amning opfylder en række forskellige behov for barnet -uanset alder. Dels dækker amning det oplagte behov for mad og væske. Men også bl.a. behovet for at regulere nervesystemet, falde til ro, hygge, blive trøstet og søge tryghed. Hvor lang tid en amning tager, kan derfor være forskellig alt efter, om en amning handler om regulær sult, hyggesult eller fx at blive trøstet.
Hurra for fri mælkebar!
Før i tiden gik man meget op i, at baby skulle ammes hver 3. time. I dag ved vi at fri mælkebar er meget bedre. Det vil sige fri adgang til brystet i alle døgnets timer. Babyer fødes uden rytme. Nogle dier ofte, andre mindre. De fleste babyer har appetitspring i takt med at de vokser. Dage hvor de melder sig hyppigere ved brystet for at øge mælkeproduktionen, så den passer til babys større næringsbehov. Det er også normalt, at der er forskel på, hvor hyppigt baby dier i løbet af døgnet. Og sådan gør det sig gældende med ammeforløb: Der er forskel på amningers hyppighed og varighed -og ikke 2 ammeforløb er ens. Derfor kan sammenligning ikke bruges til andet end at dunke sig selv i hovedet med, og dét gør intet godt.
Tommelfingerregler
Samtidig efterspørger mange helt konkrete tommelfingerregler, så her kommer et par stykker:
- Baby skal have fri adgang til brystet døgnet rundt
- Baby lægges til ved tegn på sult eller andre behov for brystet
- Baby skal mindst spise 8 x i døgnet -og det er også helt normalt at amme mere end dobbelt så mange gange i døgnet
- Baby skal have nok næring -om baby får nok, ser I ved at kigge på babys generelle trivsel (bl.a. om baby er vågen og glad/tilfreds mellem lurene, om baby vågner af sig selv fra lur, om baby melder sig til brystet) og ved at I holder øje med bleen. Antallet af gange baby skal tisse i døgnet stiger i takt med, at baby bliver ældre. Der sker også en udvikling med babys afføring, i takt med at babys tarmsystem modnes, mælken løber til og forandres undervejs i ammeforløbet. Sundhedsstyrelsen har lavet en rigtig fin pjece, der visuelt og letforståeligt viser, hvordan bleen skal se ud, i forhold til babys alder. Se pjecen her
- Det kan være trygt for ammehjernen, at have et stykke papir liggende og sætte en streg hver gang, du ammer. Ofte kan døgnet flyde sammen og det kan være svært at huske, om du har fået ammet de minimum 8 gange i døgnet. Min erfaring er, at de fleste mødre bliver overraskede over at se sort på hvidt, hvor mange gange i døgnet, de ammer, og samtidig giver det en ro at vide, at du er helt med i forhold til antallet af amninger.
Spørger man mødre til babyer på 4-5 måneder, så beretter de, at de ammer mellem 5-20 gange i døgnet. Der er altså stor variation i hvor ofte babyer har behov for at blive ammet. Og der er stor variation fra amning til amning. Er der tale om en hovedret eller en dessert -og dermed et potentielt behov for snart at die igen? Eller er der behov for tryghed? Sutteteknikken og mors ve og vel har også noget at sige i forhold til mængden af mælk. (Læs artiklen om at øge mælkeproduktionen her). Det samme har størrelsen på brysterne, da store bryster har større opbevaringskapacitet end mindre bryster. Altså ammer kvinder med små bryster ofte oftere end kvinder med store bryster -og JA alle størrelser bryster kan fuldamme babyer 🙂
Så kære du! Kig på dit barn, brug tid på at lære dets signaler at kende. Nær dig selv, derved nærer du din mælkeproduktion og kan i ro holde mælkebaren åben 24-7. Din baby viser sine behov. Så er det din opgave at tolke dem og handle på dem -og her er det vigtigt at huske på, at øvelse gør mester. OG at du som jeg og alle andre er helt perfekt uperfekt!