Hvad gør amning ved din krop

mandag 17-06-24

Hvad gør amning ved din krop

Kære kvinde, under din graviditet, fødsel og barsel sker der en hel masse med din krop. Blandt andet med brysterne. I en tid hvor der i samfundet og på sociale medier er fokus på perfekthedskultur, så får jeg ofte spørgsmål om, hvad amning gør ved kroppen -herunder brysterne. For med diverse reklamer for såkaldt perfekte bryster, så er det let at blive skuffet, når man kigger sig i spejlet og brysterne ikke ligner dem på busreklamen man netop holdte i kø bagved.

Kære kvinde, vid at du er helt perfekt uperfekt. Det er vi alle. Vi er ikke 2 kvinder der er ens altså bortset fra enæggede tvillinger 😉 Og …Modellerne fra diverse perfekthedsreklamer, er også helt almindelige mennesker som du og jeg.

Mange tror, at amning giver hængebryster. Det er en myte. Det er under graviditeten, at forandringerne sker i brysterne. De vokser -nogle mere end andre-, areola (det farvede område omkring brystvorterne) bliver hos nogle kvinder mørkere og forstørres og brystvorterne vokser. Det er hormoner, der er årsagen til at brysterne nu forbereder sig til at kunne nære dit barn i mange måneder. Og det er hormoner, der gør, at du producerer lige akkurat den mælk, dit barn har brug for -uanset dets alder. Men at amning giver brystforandringer er og bliver en myte.

Brysterne er designet til og kan så fint holde til, at fyldes til lige før bristepunktet og næsten tømmes (et bryst bliver aldrig 100% tømt) under en amning igen og igen i månedsvis -og endda i årevis.

Når baby dier i timerne, dagene og ugerne efter fødslen, så sendes der besked til hjernen, som igen sender besked til livmoderen om at trække sig sammen og derved minimere blødningen fra det sted, hvor moderkagen sad fast. Total genial mekanisme fra naturens hånd af!

Alle de mange amme-stunder er også med til at støtte din bonding med dit barn. Når du ammer, producerer du hormonet oxytocin, som er vores kærlighedshormon. Det fremmer oplevelsen af forbundethed begge veje mellem dig og baby. Endnu engang en genistreg fra naturens side af!

Amning øger også forbrændingen hos dig som nybagt mor. Når det er sagt, så bliver jeg jævnligt mødt med myten om at amning = det samme som at kiloene rasler af. Det er rigtigt, at det at nære et barn 24-7 kræver energi. Konkret forbrænder en kvinde der fuldammer i omegnen af 500 kalorier pr dag. Det svarer cirka til en times cykeltur. På den front kan amning sidestilles med fysisk aktivitet. Men samtidig så øger ammehormonet prolaktin din appetit. For næring skal der til hos dig som ammende kvinde, for at kunne lave lækker mælk til dit barn. Naturen er klog og vil altid gå efter at understøtte overlevelse -både din og babys. Og lad os være ærlige -og realistiske: Den mad, der bliver spist på barsel med baby, er ikke altid sund og i nærende portioner. Hos de fleste ryger der liiiige lidt snacks indenbords i løbet af døgnet, måltider forbliver halvspiste eller til en haps i ny og næ. Roen til at tilberede

og indtage et helt, sundt og nærende måltid er helt enkelt sjældent til stede. Så at amme er altså ikke det samme som, at graviditetens ekstra kilo rasler af. (Du kan læse om Vægttab under amning)

Til gengæld er der total win på en anden front: Flere undersøgelser viser, at det at amme eller at have ammet reducerer risikoen for at udvikle forskellige kræfttyper, mindsker risikoen for knogleskørhed, mindsker risikoen for efterfødselsdepression kva oxytocinhormonet og tillige tyder noget på at risikoen for at udvikle type 2 diabetes mindskes.

Amning påvirker altså både din krop under den enkelte ammestund, i løbet af et ammeforløb og i resten af dit liv -også 20 – 30 – 50+ år efter, at du har ammet. Se dét er da genialt!

Rigtig god amning!

Forfatter

Siff HjerteJordemoderen
Jeg er jordemoder og emotionel coach. Mit hjerte brænder for at støtte kvinder og mænd i at stå stærkt -både i sig selv og sammen som familie. Jo bedre vi kender og passer på os selv, des mere overskud har vi til vores nære og kære. Derfor er det med glæde i cellerne, at jeg her hos Carriwell vil øse af min viden og erfaring, så du og I kan carry yourself well 😉 Jeg hepper på jer! Hvis I ønsker mere af mig og det, jeg kan, så tjek min klinik, HjerteJordemoderen ud på www.hjertejordemoderen.dk.