Fordelene ved amning

onsdag 08-05-24

Fordelene ved amning

Fordelene ved amning er mange. Baby både næres, styrkes og boostes til livet i form af bl.a. forebyggelse af en række sygdomme. Og sørme om der ikke også er fordele for mødre, der har ammet. Når det er sagt, så er det vigtigt at slå fast, at moderskabet ikke sidder i brysterne.

Der er kvinder, som af forskellige årsager fravælger at amme. Dette skal naturligvis respekteres. Et fåtal af kvinder har af forskellige årsager ikke mulighed for at amme. Det kan være sårbart og følelsesfuldt, så respektfuld omsorg er på sin plads.

Med det sagt så handler denne artikel om fordelene ved amning. For der ér mange fordele. Og dermed gode grunde til at Sundhedsstyrelsen anbefaler fuldamning i barnets første 6 levemåneder og derefter delvis amning til barnet er 12 måneder eller ældre.

Sundhedsmæssige fordele for barnet

Den første mælk, der produceres i brystet, hedder råmælk. Den er med sin sammensætning af bl.a. hormoner og vækstfaktorer med til at modne babys tarmsystem. Råmælkens indhold af antistoffer beklæder tarmenes inderside, så bakterier ikke kan trænge igennem og risikoen for sygdom derved minimeres.

Modermælken er optimal næring til dit barn, da mælken tilpasser sig babys behov både undervejs i det enkelte måltid og i takt med at baby vokser. Modermælken tilpasser sig også ved for tidlig fødsel, så selv få dråber er flydende guld

Forskning peger på en række fordele for børn, der bliver ammet. Bl.a. ses det at amning forebygger mod:

  • Mellemørebetændelse
  • Luftvejsinfektion
  • Maveinfektion og diarre

Der er også forskning der peger på, at amning kan reducere risikoen for at baby senere får:

  • Diabetes type 1 og 2
  • Fedme
  • Børneleukemi
  • Vuggedød

Desuden er der forskning der peger på, at børn der er blevet fuldammet i 6 måneder, har en højere IQ, et bedre syn samt bedre kognitiv udvikling.

Dermed er der altså livslange fordele for barnet, der er blevet fuldammet i 6 måneder -og gerne længere.

Og helt generelt så ses det, at når amme-babyer bliver syge -for det kan ikke helt undgås- så bliver de mindre syge og er syge i kortere tid end babyer, der får modermælkserstatning. Simpelthen fordi kvindekroppen er så genial, at den producerer specifikke antistoffer mod den sygdom barnet har fået. Det samme gælder i øvrigt, hvis moderen bliver syg (link til amning og sygdom). Det er da genialt!

Sundhedsmæssige fordele for moderen

Der er også forskning der viser, at amning kan have helbredsmæssig gevinst for den, der ammer. Det være sig både i forhold til brystkræft og muligvis også kræft i æggestokkene samt type 2 diabetes. At man som moder lettere taber sig, når man ammer, er der til gengæld ingen forskning der bakker op om, så det må siges både at være en skrøne og dybt individuelt.

Amning er praktisk

Når først amningen er veletableret, hvilket både kan kræve tålmodighed, øvelse og hjælp (indsæt link til div artikler), så bliver det næsten ikke mere praktisk. Brysterne er bogstavelig talt lige ved hånden, mælken er veltempereret, der er ingen opvask og skoldning af sutteflasker og så er modermælken gratis. What’s not to like!

Natamning versus flaske om natten

Studier viser at baby der ammes, og babyer der får flaske, spiser lige hyppigt om natten. Til gengæld viser samme studie, at babyer der ammes om natten, hurtigere falder i søvn igen, pga øget produktion af dybdeafslapnings-hormonet oxytocin.

Andre fordele ved amning

At amning er sundt er ikke til at komme udenom. Ovenstående fordele italesættes ofte. Knap så ofte sættes der ord på de mange andre vigtige og understøttende fordel ved amning. Helt konkret har amning mange andre geniale funktioner end næring og forebyggelse. Bl.a:

  • Amning er også trøst når baby er ked af det
  • Amning er bonding mellem mor og baby bl.a. via den oxytocin der produceres og udskilles under amning
  • Regulering af babys nervesystem i en verden med mange indtryk og en periode med rivende udvikling
  • Tryghed
  • Ro
  • Putte og understøttelse af søvnen som er så vigtig

Fri adgang til brysterne døgnet rundt har altså mange fordele. Både for det nyfødte barn og som minimum helt op til barnets 1-års fødselsdag. Og ja, amning kræver både tid og tålmod. Til gengæld er amning nærende for barnet både her og nu og gennem resten af livet. Og den trøst og tryghed brystet giver, er i sig selv grund nok til at modermælken har fået sit kaldenavn: De gyldne dråber. For modermælk er gyldne dråber med mange fordele i sig.

Forfatter

Siff HjerteJordemoderen
Jeg er jordemoder og emotionel coach. Mit hjerte brænder for at støtte kvinder og mænd i at stå stærkt -både i sig selv og sammen som familie. Jo bedre vi kender og passer på os selv, des mere overskud har vi til vores nære og kære. Derfor er det med glæde i cellerne, at jeg her hos Carriwell vil øse af min viden og erfaring, så du og I kan carry yourself well 😉 Jeg hepper på jer! Hvis I ønsker mere af mig og det, jeg kan, så tjek min klinik, HjerteJordemoderen ud på www.hjertejordemoderen.dk.