Når amning gør ondt

tirsdag 16-04-24

Amning skal ikke gøre ondt

Amning skal ikke gøre ondt. Punktum. Hvis din amning gør ondt, så er det kroppens måde at gøre opmærksom på, at der er noget galt. Der er flere ting, der kan spille ind. Fx babys sutteteknik, ammestillingen og eventuelt babys tunge, læbe og kæbebånd eller babys nakke hvis fødslen har været hurtig, er foregået med sugekop eller ved kejsersnit -i så fald anbefaler jeg, at baby bliver tjekket af en dygtig osteopat. Hører du nogle spørge om, hvornår amningen stopper med at gøre ondt, så er budskabet, at den slet ikke må gøre ondt! 

Det er simpelthen en myte, at amning gør ondt. Og ligeledes er det en myte, at brystvorterne skal hærdes. Vi kvinder er skabt til at amme, og babyer er skabt til at kunne die. Derfra er det learning by doing. Og at huske på, at i langt de fleste tilfælde gør øvelse mester -både for mor og baby OG at det sagtens kan tage en måneds tid eller mere at få etableret en velfungerende amning. 

Hvis det er første gang, at du ammer, så er det en helt ny kropsoplevelse, når baby danner korrekt vacuum, om din brystvorte. Det kan føles super intenst og …. som når en malkeko der får påsat en malkemaskine. Det ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan føles, men de fleste kvinder forstår og kan relatere til beskrivelsen. Der er altså forskel på oplevelsen af et intenst vacuum, hvor du måske liiige må tælle langsomt til 10 før at intensiteten aftager, og så på at det gør regulært ondt. 

Hvis det gør ondt, når du lægger dit barn til, så put din lillefinger ind ved babys mundvige og punkter vakuumet og start forfra med at lægge baby til. Husk på denne vigtige basisviden ift ammestillinger og babys placering: 

Siddende ammestillinger

  • Ved siddende ammestillinger, er det vigtigt, at du som kvinde har flade fødder på gulvet og god støtte i ryggen. Jo bedre du sidder, des mere afslappet er du og des lettere får baby korrekt fat ved brystet
  • Brug gerne et minut eller 2 på at sætte dig godt til rette -også selvom baby græder. Tal til baby imens: “Jeg hører dig, jeg er ved at sætte mig til rette, og så får du brystet”
  • Det er centralt, at baby kommer op til brystet og ikke omvendt. Der er stor forskel på størrelsen og længden af bryster. Nogle kvinder har glæde af en ammepude som støtte under baby. Andre har brug for et par store sofapuder eller en sammenfoldet dyne som hjælp til at få baby op til brystet. 
  • Uanset ammestilling, så skal baby ligge med sin mave ind mod din krop, når baby dier. Og med sine arme på hver side af brystet. Hvis baby ligger med én af sine arme ind foran sig eller ligger lidt med siden ind mod dig, så kommer baby let til at lave et træk i din brystvorte, hvilket kan give rifter eller sår og dermed gøre ondt
  • Baby skal placeres med sin næse ud for brystvorten. Således baby er nødt til at lægge hovedet tilbage for at få fat i brystvorten. Herved kan baby gabe højt op og få meget af brystet ind i munden (ikke kun brystvorten), hvilket er vigtigt for ikke at sutte for yderligt og dermed kunne lave rifter eller sår i brystvorten
  • Babys hage skal røre brystet af samme grund som ovenfor 
  • Som ammende kvinde kan det være svært at se, om baby har rigtig fat. Det kan derfor være fristende at trykke ind på brystet med et par fingre for bedre at kunne se. Nogle får også lyst til at trykke ind på brystet, fordi de er bange for, at baby ikke kan få luft. Du skal ikke trykke ind på brystet. Hvis baby ikke kan få luft, så slipper baby brystet. Når du trykker ind på brystet, så blokerer du mælkegangene, OG du kan komme til at lave et træk i brystvorten, der kan betyde, at du får sår og rifter 
  • Bed din partner om at kigge med og hjælpe baby og dig med at ligge/sidde godt og die rigtigt. Hvis du er solomor, så kan et spejl være en hjælp til bedre at kunne se indtil amningen er veletableret

Liggende ammestillinger

Her gælder det også at baby skal ligge med sin mave ind mod din krop, have armene på hver side af brystet og placeres med næsen ud for brystvorten. Det kan være smart at lægge en pude eller andet bag babys ryg, så baby ikke drejer kroppen undervejs og dermed laver et træk i brystvorten, som kan give rifter eller sår. Det er vigtigt, at du ikke ligger noget bag babys hoved. Han/hun skal frit kunne bevæge sit hovede

Hvis din amning gør ondt, gælder det altså ikke om at holde ud, men om at reagere og eventuelt søge kvalificeret ammehjælp. Det gælder ikke om hvor længe det gør ondt, men om hvorfor det gør ondt. Ofte kan forkert sutteteknik eller ammestilling afhjælpes på et enkelt besøg af en kyndig ammeuddannet hjælp. 

Jeg ønsker dig en smertefri og god ammeperiode. Vid at jeg hepper på dig! 

Forfatter

Siff HjerteJordemoderen
Jeg er jordemoder og emotionel coach. Mit hjerte brænder for at støtte kvinder og mænd i at stå stærkt -både i sig selv og sammen som familie. Jo bedre vi kender og passer på os selv, des mere overskud har vi til vores nære og kære. Derfor er det med glæde i cellerne, at jeg her hos Carriwell vil øse af min viden og erfaring, så du og I kan carry yourself well 😉 Jeg hepper på jer! Hvis I ønsker mere af mig og det, jeg kan, så tjek min klinik, HjerteJordemoderen ud på www.hjertejordemoderen.dk.