Kvalme og opkast under graviditeten

torsdag 08-08-24

Kvalme og opkastninger – hvad kan du selv gøre

Det er forskelligt om, hvor meget og hvor længe man har kvalme og opkastninger som gravid. Én ting er dog sikkert, alle de mange gravide jeg har mødt med kvalme og opkastninger har alle spurgt, hvad de kan gøre. Her kommer et par bud:

Kost

Det er vigtigere at spise end ikke at spise. Så kan du i en periode kun spise fx ristet brød med banan, så er det det, du spiser. Baby skal nok få den næring, han eller hun har brug for. Det er dig, der kan komme i fx vitamin- og mineralmangel. Når det er muligt, så sørg derfor for at spise sund og nærende mad. Små hyppigere måltider er ofte lettere end regulære hovedmåltider. Det er vigtigt, at spise før du bliver rigtig sulten, for en tom mave kan forværre kvalmen.

Små måltider i løbet af dagen

Mange har glæde af at starte med et par mandler og noget at drikke allerede før benene svinges ud over sengekanten om morgenen. Andre igen har glæde af ingefærbolcher fra helsekosten. Og ja, der skal ikke rå-ædes af ingefær, men et bolche i ny og næ er ok. Det samme er det, at putte lidt ingefær i en smoothie. Generelt er smoothies genialt ved kvalme/opkast. De kan indtages kolde, smagen kan laves frisk og syrlig/sød og de kan fryses ned i ispindeforme og spises som is. Og så lugter det ikke at lave en smoothie, hvis du reagerer med øget lugtesans. En god basis smoothie som gælder for et helt måltid kan være.

  • Squash
  • Hel økologisk citron med skal
  • Frossen spinat
  • Mandler
  • Rå æg (ja, det må du gerne) eller proteinpulver
  • Frosne bær
  • Et par dadler
  • Vand eller havremælk

Ovenstående er et helt, komplet måltid med grøntsager, fedt og protein. Du kan varierer i en uendelighed -af samme grund skriver jeg ikke mængder på. Men… keep it simple, jo flere ingredienser du putter i, des større sandsynlighed for, at din kvalme siger nej tak.

Krydret, fed og varm mad er oftere mere kvalmefremkaldende og svært at få ned. Gå med lette salater, frugt og lidt nødder, put citron på maden så den smager friskt. Og igen så er der no one size fits all. Måske er det netop boller i karry der dur for dig. I så fald gi’ den gas.

Drik, drik, drik og drik.

Drik rigeligt med væske. Vand fx med agurkeskiver, citron/ingefær, frisk mynte eller melon i for smag. Urtete -kold eller varm. Danskvand er en life saver for nogle og et no go for andre. Det gælder om at prøve sig frem og finde den rette løsning for dig. For nogle gør det en forskel at drikke af et sugerør. Undgå kaffe -også din partners kaffeånde.

Frosne vindruer og melonstykker er geniale at tygge på. De er kolde, forfriskende og blide i smagen.

Bed din partner om at lave maden, da blot synet og lugtene af mad kan være kvalmegivende. Er du alene, så bed dine nærmeste om hjælp. Lav fx smoothies til flere dage og frys ned i syltetøjsglas, hav diverse grøntsager foodpreppet i køleskabet, så du på 2 minutter kan lave en salat, når din partner ikke er hjemme.

Og et sidste life hack ved kvalme og opkastninger: Børst tænder, når du har spist -og bed din partner om at gøre det samme. Diverse frisk mund pastiller og tyggegummi er også en hjælp for nogle. Andre oplever at få mere luft i maven af tyggegummi. Igen, prøv dig frem.

Psykiske, sociale og fysiske faktorer

Kvalme fremprovokeres bl.a. af luften af mad, så sørg for at lufte godt ud, når der laves mad. Og at lukke vinduerne når naboen laver mad. Jeg har allerede gjort klart, at det er en stor hjælp, hvis din partner eller nære står for madlavningen, så længe du har kvalme/opkastninger.

Hvil dig og lyt til dine grænser og generelle behov, som ofte ændrer sig under en graviditet. Er du overtræt eller har sagt ja, til noget, du egentlig ikke kan rumme eller har lyst til, så kan det generere mere kvalme. Det er fuldstændig okay at aflyse aftaler, sige nej og at tage en lur eller 3 i løbet af en dag. Du er ved at bygge en baby.
Køresygearmbånd fra apoteket er der mange, der har glæde af, når de er påsat korrekt (se anvisningen på pakken). De trykker ind på kvalmepunktet, som også bruges indenfor akupunktur. Og netop akupunktur er der også mange, der har gavn af. Der skal ofte 2-4 behandlinger til, før du får den fulde effekt.

Er der noget, du går og rumler med? Noget fra arbejde, studiet, i familien eller andet, som fylder i dine tanker eller følelser? I så fald kan det også føre til mere kvalme. Hvis der er noget, der fylder, så kan det være en hjælp at få det sagt, få sat handling bag nogle ting eller simpelthen beslutte, at det tager du hånd om, på et senere tidspunkt -sæt gerne et tidspunkt af, så det ikke bliver en undskyldning eller en overspringshandling, for så er vi tilbage ved noget, som kan give kvalme.

For nogle kvinder, er det en løsning at blive sygemeldt i nogle uger. Mange kvinder har svært ved at tage beslutningen om sygemelding fx pga stor grad af pligtopfyldnings-følelser. Men hallo, ingen takker dig for at slæbe dig på arbejde, løbe ud og kaste op og være drænet som en opvredet karklud, når du kommer hjem. Selv 2-3 ugers sygemelding med mulighed for fuld fokus på at lytte til din krop, kan gøre en stor forskel. Du kan både tale med din egen læge eller en privatjordemoder om, om en sygemelding vil være gavnlig for dig.

Hvis det er muligt, så få frisk luft. Er du for træt til at gå en tur, så cykel en tur. Er din kvalme så enerverende, at du kun kan ligge i fosterstilling i sengen, så åbn vinduet -og bed din partner om at skifte sengetøj flere gange om ugen for friskhedsfølelse.

Gør dit bedste for at aflede dig fra kvalmen. Det kan være podcasts, en bog, musik, tale med en veninde (om alt andet end kvalme og mad) eller noget helt 4. Hvad kan du lide? Hvad gør dig glad? For at fokusere på glæde er et valg -og et valg der ej provokerer kvalme.

Nogle kvinder finder det givende at fokusere på barnet i maven. Skrive et brev til baby, indrette babyværelse i hovedet, gå på Den Blå Avis og finde barnevogn eller lignende. Altså fokusere på det glædelige, der er årsagen til kvalmen.
Er kvalmen meget enerverende, så kan b-vitamin hjælpe. Jeg er forsigtig med at anbefale doser bredt ud til alle, da der må ses på den enkelte. Spørg derfor din egen læge eller jordemoder om dosis.

Pårørende

Det er normalt, at pårørende gerne vil hjælpe og samtidig kan have svært ved at forstå, hvordan du har det. Bær derfor over med din partner eller andre som måske glemmer at lukke døren ud til køkkenet under madlavning eller at børste tænder før et kys. Gensidig forståelse for kunsten i forandring kommer man langt med i en graviditet og i familielivet generelt.

Fortæl din partner og pårørende, hvordan du har det -også hvis der er noget, du tumler med, hvis du har ændrede grænser eller andet. Jo bedre de er klædt på til at forstå dig, des lettere og mere kan de være der for dig.
Til dig som pårørende, så vil jeg opfordre dig til at spørge ind: Kære du, hvad kan jeg gøre for dig? Måske ved den gravide det ikke. Måske er hun rigeligt på arbejde med at navigere i sine ændrede hormoner, kvalme og opkastninger med mere. Generelt er det godt at skabe rum, så den gravide kan få ro og hvile. Med ro mener jeg også at melde fra til sociale arrangementer, gæster etc. Hjælp hende med praktiske gøremål -jo flere des bedre. Det er en periode -og en glimrende forsmag på den første tid efter fødslen. Så gå all in og se det som en kærlighedserklæring at stå for alt det praktiske. Din kvinde er ved at bygge jeres baby. Hendes krop, hormoner og følelser er på arbejde non stop i disse måneder. Luk døren når du laver mad, børst dine tænder, når du har spist og drukket kaffe, da din ånde vil kunne få din gravide kvinde til at trække sig væk fra dig, hvilket hverken er rart for dig eller hende. Og sidst, men ikke mindst så husk også at pas på dig selv. Ingen kan hælde af en tom kop, så hvad gør dig glad? Hvordan fylder du din kop?

Kære kvinde, kære partner jeg ønsker jer den bedst mulige proces og navigeren gennem kvalmen og opkastningens land. Er I i tvivl om noget så ræk fx til egen læge. Og husk på at for langt de fleste så ophører kvalmen og opkastningerne senest omkring graviditetsuge 12.

Kærligst
Siff, HjerteJordemoderen

Forfatter

Siff HjerteJordemoderen
Jeg er jordemoder og emotionel coach. Mit hjerte brænder for at støtte kvinder og mænd i at stå stærkt -både i sig selv og sammen som familie. Jo bedre vi kender og passer på os selv, des mere overskud har vi til vores nære og kære. Derfor er det med glæde i cellerne, at jeg her hos Carriwell vil øse af min viden og erfaring, så du og I kan carry yourself well 😉 Jeg hepper på jer! Hvis I ønsker mere af mig og det, jeg kan, så tjek min klinik, HjerteJordemoderen ud på www.hjertejordemoderen.dk.