De tidlige tegn på graviditet

mandag 19-08-24

De tidlige tegn på graviditet

Det er forskelligt hvornår og hvilke tegn der er i den tidlige graviditet. Både fra kvinde til kvinde og ofte også fra graviditet til graviditet hos den enkelte kvinde. Hos nogle kvinder er tegnene fysiske, hos andre er de psykiske og hos endnu andre er det en potpourri. 

Nedenfor vil jeg beskrive nogle af de mest almindelige tegn på tidlig graviditet. Rigtig god læselyst.

Ømme bryster

Spændinger eller direkte ømme bryster er helt normalt og ofte det første kvinder reagerer på, som kan give tanken om, om man mon er gravid. Nogle kvinder oplever, at brysterne vokser allerede tidligt i graviditeten, andre at brystvorterne og området omkring bliver mørkere. 


Vi anbefaler at du allerede fra 4. måned i din graviditet, anskaffer dig en graviditets- og amme-bh. Vores produkter er lavet til at vokse med dig gennem graviditeten og tilpasser sig din voksende barm før, under og efter amning. Du kan se vores udvalg her

Carriwell

Træthed

Stor og nærmest uoverstigelig træthed er også helt normalt i den tidlige graviditet. Ofte bliver jeg mødt med undren over dette, da der jo endnu ikke er en synlig gravid mave. Meeen lad dig i narre af det. Det er i den tidlige graviditet at alt det grundlæggende sker. Det er her, at du bygger en baby. Din krop er på et stort og livsvigtigt arbejde, så lyt endelig til trætheden og hvile, sov og nær dig selv og din baby med sund kost -hvis det er muligt for kvalme for…

Kvalme

Kvalme er også et af de mest almindelige tegn på tidlig graviditet. For nogle er det “blot” lidt morgenkvalme. For andre er det totalt enerverende og kan betyde at sygemelding er nødvendigt i nogle uger. Kvalmen skyldes hormonændringer og er dermed en god ting set med graviditetsbriller på. Hos langt de fleste er kvalmen væk omkring graviditetsuge 12, for nogle få fortsætter den til graviditetsuge 16 og for enkelte bliver den ved eller kommer igen i slutningen af graviditeten. Er det tilfældet, så vid, at der er mulighed for lindring fx via akupunktur, kost mm. Det er vigtigt at vide, at kvalmen både kan påvirkes af fysiske og psykiske faktorer, så der er godt at tage god og kærlig vare på sig selv “hele vejen rundt” i livet. Det kan du læse mere om her.

Opkastning

For nogle kvinder akkompagneres kvalmen af opkastninger. Det kan være morgenopkastninger, opkastninger i løbet af dagen eller fx i forbindelse med indtag af krydret mad. Nogle få procent af gravide (0,5-2%) har det, der hedder hyperemesis, som er så mange opkastninger i døgnet, at der ofte sker et væske- og vægttab. Kvinder med hyperemesis får hjælp via egen læge med henvisning til klinik for gravide. Som med kvalmen er opkastningerne slut omkring graviditetsuge 12 for langt de flestes vedkommende. 

Øget lugtesans

Hvis du har været gravid, så vil du med stor sansynlighed opleve at det at stå i en prop fuld bus er noget af det værste. Lugtene fra de mange mennesker, den øgede luftfugtighed og selve bussens sæder lugter og du bare af bussen og ud i den friske luft. Eller måske kan du simpelthen ikke klare lugten af at der bliver stegt løg (eller noget helt andet). Det kan være svært at sætte sig ind i, før man selv har prøvet det. Egen erfaring med øget lugtesans er der stor sandsynlighed for at du får, i den tidlige graviditet -og for nogle kvinder hele graviditeten igennem. Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor gravides lugtesans øges så markant. Nogle mener, at det er en overlevelsesmekanisme der skal sørge for, at man som gravid ikke indtager dårlig mad, hvilket jo er kæmpe smart. 

Tissetrang 

Det er helt normalt at have øget tissetrang i den tidlige graviditet (well, også i slutningen af graviditeten, men der er det af andre årsager). Tissetrang tidligt i graviditeten skyldes, at graviditetshormoner øger blodgennemstrømningen og dermed følsomheden i blæren. 

Vær opmærksom på, at øget tissetrang også kan være et symptom på blærebetændelse, OG at netop mange gravide døjer med at have tendens til blærebetændelser -også selvom du måske aldrig før har haft blærebetændelse i dit liv. Bliv hellere tjekket 3 gange for meget end en gang for lidt. Det er egen læge som med en urinprøve let og hurtigt kan tjekke, om du har blærebetændelse. 

Oppustet mave 

Graviditetshormonerne påvirker tarmene, hvis funktion bliver lidt langsommere. Det kan give en oppustet mave og problemer med at knappe bukserne i den tidlige graviditet. Sørg for at få rigeligt med vand at drikke og fibre i kosten fx fra grøntsager. En gå- eller cykeltur kan også hjælpe. 

Du kan med fordel bruge vores taljeforlængere til bukserne, så du kan bruge din ynglings jeans i længere tid.
Se den lige her

Team-Carriwell

Trang til særlige fødevarer 

Der er mange sjove historier om, hvad gravide kvinder har cravet. Alt fra syltede agurker til skolekridt -altså ikke slikudgaven. Uden at der er evedens for det, så har jeg altid tænkt, at kroppen er klog og beder om det, den har brug for. Fx mere salt, kalk eller noget helt 3. Det er altid en god øvelse at lytte til sin krops behov -det vil komme dig til gavn i løbet af graviditeten, fødslen og barslen -well, for life. 

Humørsvingninger

Hormoner styrer mangt og meget i vores krop og psyke. Når der sker ændring i hormonerne, så kan det mærkes -også psykisk. I den tidlige graviditet er der i den grad ændring i hormonerne. Det er derfor også normalt at have grædeture, føle sig overvældet, blive vred ud af det blå etc. Det kan være rart for både dig og din partner at vide, at det er helt normalt. Mærk efter om du har fået spist og sovet nok. Mangler du frisk luft, alenetid eller andet? Grænser, følelser og behov kan ændre sig under en graviditet. Vær kærligt nysgerrig overfor disse forandringer og informer din partner og nærmeste om det, så de kan møde dig der hvor du er. 

Pletblødning

Det er ikke helt unormalt at opleve en pletblødning omkring det tidspunkt, hvor du skulle have haft menstruation. Blødningen skyldes, at ægget sætter sig fast i livmoderslimhinden. Bliver du bekymret, så ræk ud. Der nærer intet at gå rundt og være bekymret. 

Positiv graviditetstest

Ja, det er jo ikke et fysisk eller psykisk tegn på, at du er gravid. Men et super faktuelt tegn på, at du er gravid. De tests der kan købes overalt i supermarkeder, på tankstationer og lignende kan efterhånden registrere graviditetshormoner meget tidligt efter ægget er blevet befrugtet. Hos nogle skal der et par tests til med nogle dages mellemrum, før der er et sikkert svar. Ønsker du at få vished med størst præcision, så smut forbi din læge og få taget en blodprøve. Det er også her du skal henvende dig -ved egen læge- når du finder ud af, at du er gravid. Her vil der blive taget blodprøver og oprettet svangrepapirer. 

Kære kvinde, kære partner jeg ønsker jer en skøn graviditetsproces på vej mod familieforøgelsen. I er altid velkommen til at kontakte mig, hvis I har spørgsmål. 

Forfatter

Siff HjerteJordemoderen
Jeg er jordemoder og emotionel coach. Mit hjerte brænder for at støtte kvinder og mænd i at stå stærkt -både i sig selv og sammen som familie. Jo bedre vi kender og passer på os selv, des mere overskud har vi til vores nære og kære. Derfor er det med glæde i cellerne, at jeg her hos Carriwell vil øse af min viden og erfaring, så du og I kan carry yourself well 😉 Jeg hepper på jer! Hvis I ønsker mere af mig og det, jeg kan, så tjek min klinik, HjerteJordemoderen ud på www.hjertejordemoderen.dk.