Hvor længe varer en graviditet?
En graviditet varer i gennemsnit 40 uger. Når en kvinde bliver gravid beregnes hendes terminsdag ved det første lægebesøg. Terminsdatoen er den dag, hvor kvinden har været gravid i 40 uger.
Det er vigtigt at vide, at der også findes en terminsperiode. Den varer fra graviditetsuge 37+0 til graviditetsuge 42+0. At føde indenfor dette tidsrum kaldes at føde til termin. Her er dit barn fuldbårent. Det er kun ca 2% babyer, der fødes på terminsdagen. Det er derfor som gravid ikke så vigtigt at fokusere på terminsdagen, men meget hellere på terminsperioden.
Sådan beregnes din termin?
Jordemødre og læger beregner terminsdatoen ud fra din sidste menstruations første dag. Hertil lægges 280 dage svarende til 40 uger, derved får du din terminsdato. Du kan selv beregne din terminsdato ved at tage datoen for din sidste menstruations første dag + 7 dage + 9 måneder. Derved får du terminsdatoen.
At beregne terminsdatoen på denne måde kræver dog, at din menstruationer har været regelmæssige og med cyklus på ca 28 dage.
Har du været i fertilitetsbehandling, så ved du med stor sikkerhed, hvornår du havde ægløsning. Den dato kan også bruges til at beregne terminsdatoen. Et æg kan befrugtes indenfor et relativt lille vindue på 24-48 timer efter ægløsningen. Det giver mulighed for en rimelig sikker terminsberegning ved at tage datoen for din ægløsning + 266 dage (svarende til 38 uger).
Hvis du/I tager imod tilbuddet om 12 ugers scanning på hospitalet (som reelt kan ligge mellem graviditetsuge 11+3 – 13+6), så vil terminsdatoen her blive fastsat på baggrund af dit barns hovedomfang. Den terminsdato, der bliver fundet ved scanningen, er den, der bliver brugt resten af graviditeten.
Hvad skal terminsdatoen bruges til?
- Terminsdatoen bruger vi fagpersoner til at forholde os til dit graviditetsforløb fx hvornår de enkelte undersøgelser skal lægges
- Terminsdatoen bruger vi fagpersoner også til at vurdere dit/jeres barns vækst
- Terminsdatoen er med til at bestemme anbefalingerne til dig/jer
- Terminsdatoen bruges til at bestemme datoen for, hvornår du kan gå på barsel
- Terminsdatoen er med til at afgøre hvornår en eventuel igangsættelse vil anbefales
Selve terminsdatoen er altså primært et arbejdsredskab for fagfolk og arbejdsmarkedet. For jer der venter barn, er terminsperioden den, jeg vil anbefale, at I forholder jer til.
Med ønsket om en god graviditet
Kærligst
Siff Stephenson, HjerteJordemoderen