Hvad er en slimprop?

tirsdag 15-04-25

Slimproppen

Slimproppen er en genial ´prop´ der sidder i livmoderhalsen og sørger for, at der ikke kan komme bakterier op til livmodermunden og potentielt ind i livmoderen. Slimproppen består af sejt, gulligt, gummiagtigt slim og siges at have antibakterielle egenskaber. Kroppen er genial!

I løbet af graviditeten fortykkes slimhinden i livmoderhalsen samtidig med, at der produceres mere sekret. Dels giver det mere udflåd end når du ikke er gravid, dels danner det slimproppen.

Hvordan ser slimproppen ud?

Det kan variere meget, hvordan slimproppen ser ud. Og langt de fleste ser ikke deres egen slimprop. Ofte er den gullig-hvid og gummi-sej i strukturen. Den kan også være iblandet lidt brunt, gammelt blød eller lidt friskt rødt blod. Der kan komme lidt tegnblødning sammen med slimproppen. Det kan gøre, at slimpropper ser lidt ekstra blodig ud.

Er slimproppen gået?

Det kan jordemoderen eller andre finde på at spørge dig om, når du er til termin. At slimproppen er gået, er termen for at slimproppen er kommet ud. Den kan enten komme lidt plop-agtigt som en samlet lidt aflang gummi-prop fx i forbindelse med et toiletbesøg. Eller den kan komme som en masse slim, når du har tisset. Ofte med en oplevelse af, at kunne blive ved og ved og ved med at komme slim, som ligesom kan trækkes ud af skeden.

Hvornår går slimproppen?

Det er meget individuelt, hvornår slimproppen går -altså ryger ud.

Det afhænger af, hvornår livmoderhalsen begynder at forkortes. for nogle sker det en uges tid før fødslen. For andre er det blot få timer før fødslen går i gang.

Rigtig mange kvinder ser ikke deres slimprop og spørger forundret ind under fødslen: Hov, hvad med min slimprop, hvornår gik den?

Når slimproppen er gået, så betyder det, at du nærmer dig fødslen. Det er tegn på at kroppen er i gang med at forberede sig. Selvom der kan gå op til en uges tid, før du går i fødsel.

Hvad så nu, når slimproppen er gået?

Kroppen bliver ved med at danne sekret helt frem til fødslen. Ud over sekretets beskyttelse af baby, så ligger baby også godt beskyttet bag de 2 fosterhinder, så længe der ikke er vandafgang. Det er derfor helt ufarligt, hvis slimproppen går flere dage forud for fødslen. Og JA, I må fortsat gerne have elskov. Og ja, du som mand må gerne få udløsning i skeden. Sæd indeholder en lille mængde af det samme hormon som bruges til at sætte fødsler i gang. At have elskov kan derfor være med til at forberede kroppen til fødsel. Samtidig med at kærligheds- og velværehormonet oxytocin boostes. Det er altså ren win win for jer, at have elskov, hvis I har lyst.

Det eneste der frarådes, når slimproppen er gået er, at gå i boblebad og andre varme bassiner som deles med andre mennesker. Dette for at minimere risikoen for infektion.

At slimproppen går er et af de første tegn på fødsel. De øvrige tegn kan du læse om her link

Jeg ønsker dig/jer en skøn fødsel!

Kærligst

Siff Stephenson, HjerteJordemoderen

Forfatter

Siff HjerteJordemoderen
Jeg er jordemoder og emotionel coach. Mit hjerte brænder for at støtte kvinder og mænd i at stå stærkt -både i sig selv og sammen som familie. Jo bedre vi kender og passer på os selv, des mere overskud har vi til vores nære og kære. Derfor er det med glæde i cellerne, at jeg her hos Carriwell vil øse af min viden og erfaring, så du og I kan carry yourself well 😉 Jeg hepper på jer! Hvis I ønsker mere af mig og det, jeg kan, så tjek min klinik, HjerteJordemoderen ud på www.hjertejordemoderen.dk.