Er det Plukkeveer?

mandag 02-09-24

Plukkeveer

Livmoderen er en muskel der før graviditeten er på størrelse med en pære på ca 50 gram og under graviditeten vokser til ca 1 kilo. Efter fødslen -uanset om det er en vaginal- eller kejsersnitsfødsel, så trækker livmoderen sig gradvist sammen over de første uger og når næsten tilbage til sin før-gravide størrelse. Livmoderen undergår altså store forandringer i forbindelse med en graviditet. Under fødslen er det livmoder-musklen, der laver veer. Både udvidelsesveer og presseveer. Kroppen og dermed livmoderen er klog og ved, hvad den skal. Og som med alt andet i livet, så gør øvelse mester. Derfor øver livmoderen sig i at lave veer i løbet af graviditeten. Det er det, der hedder plukkeveer.

Hvad er plukkeveer?

Plukkeveer er altså livmoder-muskelsammentrækninger der gør, at livmoderen spænder og bliver hård. Plukkeveer er mindre kraftfulde end fødselsveer, og kan derfor ikke skubbe baby ud af livmoderen. Det er helt normalt at have plukkeveer -det er livmoderen der øver sig. Plukkeveer er ukoordineret træning for livmodermusklen, idet det er en muskel, vi ikke har kontrol over.

Hvornår begynder plukkeveerne?

Mange gravide begynder at have plukkeveer fra godt halvvejs i graviditeten og frem til fødslen. Antallet af plukkeveer og varigheden af dem vil ofte øges i takt med, at du kommer tættere på fødslen.

Hvordan føles plukkeveer?

Nogle kvinder mærker plukkeveerne, andre mærker dem ikke. Men de er der.
Det føles som om, at maven (livmoderen) bliver hård -som en helt hård bold. Hvis din partner mærker på din mave, vil han også mærke, at den er helt hård, hvorefter den atter bliver blød. Er du højgravid kan plukkeveerne tage pusten fra dig, og du må stoppe op og trække vejret. Ikke fordi de gør ondt, for det gør plukkeveer ikke, men fordi den højgravide livmoder er stor og fylder, og det kan føles lidt ubehageligt at bevæge sig, mens den spænder op i en plukkeve. Tag en dyb indånding og pust ud når plukkeveen slutter. På den måde ‘giver du slip’ hvilket også er en god øvelse forud for fødselsveerne.

Hvornår har man plukkeveer?

Plukveer kan komme ud af det blå. Husk på det er livmoderen, der øver sig til fødslen. Med det sagt, så kan plukveer også komme som en prompte reaktion på fysisk aktivitet hos dig eller baby. Det er helt okay. Vær dog opmærksom på, om du fx får en plukve hver gang du løfter indkøbsposerne, støvsuger, træner eller andet. Så er det ved at være tid til at drosle ned på den front. For plukkeveer er, udover livmoderens vigtige træning, også en måde for kroppen at kommunikere til dig, der er gravid. Lyder det hulabulsk?
Well, plukkeveer kan også komme forsinket. Fx dagen efter en shoppetur, hvor du måske var på benene lige lovlig længe uden et hvil, efter en fødselsdagsfest, hvor du sad ned i timevis og måske ikke lyttede til dine grænser og behov for at tage hjem eller hvis du går og tumler med mange bekymringer eller rumler med svære følelser indeni.
Stress, arbejdspres, udfordringer i parforhold og familie og lignende kan også give plukkeveer. Så oplever du, at have mange plukkeveer som ikke umiddelbart kommer som en prompte reaktion på bevægelse, så vil jeg opfordre dig til at reflektere over, om der er noget, der fylder i dit liv -og derefter tage hånd om det. Bed gerne om hjælp fra dine nære, din jordemoder eller andre relevante, så du føler dig støttet og holdt. Dét i sig selv kan mindske antallet af plukkeveer -vel og mærke den slags plukkeveer som er kommunikation fra kroppen om, at noget fysisk eller mentalt/psykisk er formeget lige pt.

For mange/for få plukkeveer?

Du kan ikke have for få plukkeveer. Som skrevet ovenfor er der flere gravide, som slet ikke mærker sine plukkeveer. Omvendt kan man godt have for mange plukkeveer. Og nu bliver det lidt svært: For der kan ikke sættes en klar grænse for, hvornår et antal plukkeveer er for mange. Vi kvinder er forskellige, vores graviditeter er forskellige og vores kroppe reagerer forskelligt -også på plikkeveer. Dét der er humlen ved ‘for mange’ plukkeveer er, at de kan få livmoderhalsen til at forkortes og dermed i værste fald føre til for tidlig fødsel. Derfor vil din konsultationsjordemoder altid spørge ind til plukkeveer -dels for at få en forståelse af, hvormange og hvornår du har dem. Og for at du som gravid kan få en forståelse for om antallet af dine plukkeveer er helt normalt, eller om din krop kommunikerer noget andet. Er du i tvivl om antallet af dine plukkeveer, så tag en snak med din jordemoder, så du ikke går og bekymrer dig.

Hvad er “Forkerte” plukkeveer?

Plukkeveer må ikke gøre ondt, komme i et rytmisk mønster eller i et stort antal i løbet af dagen. I så fald skal du slappe af, aflyse dagens planer, hvile/sove og se om der kommer ro på, da det i stedet for plukkeveer kan være begyndende fødselsveer. Har du lang tid til termin, så kan det være et tegn på truende for tidlig fødsel. Og dét skal du tage alvorligt ved at kontakte din jordemoder eller fødemodtagelsen.
Plukkeveer må altså ikke gøre ondt, komme som perler på en snor eller i stort dagligt antal. Og plukkeveer skal gå væk, når du hviler.

Kan sex give plukkeveer?

Orgasmer er godt, dejligt og nærende både i forhold til nydelse, afslapning, kropsnærvær og nærhed med din partner hvis ikke det er en solo-orgasme. Og så er orgasmer som at blive marineret i kærligheds og dybde-afslapningshormomnet oxytocin. Whats not to like!
Det er samtidig vigtigt, at du og din partner ved, at når du som gravid får orgasme så er det normalt at livmodermusklen trækker sig sammen i én lang sammentrækning, der godt kan vare flere minutter. Det er helt ok. Du kan eventuelt lægge dig om på siden med hænderne på din livmoder og trække vejret dybt og afslappende, hvis du føler, det er lidt intenst. Bed eventuelt din partner om at holde om dig og maven. Dét i sig selv er muskelafslappende.

Plukkeveer kan være tegn på blærebetændelse

Gravide har tendens til at få hyppige blærebetændelser. Og ofte uden at kunne mærke dem. For en blærebetændelse under graviditet gør sjældent ondt, som når du ikke er gravid. Et tegn på blærebetændelse kan være plukkeveer. Så har du pludselig flere plukkeveer end normalt, så smut til lægen og få tjekket din urin.

Jeg håber du og I er blevet klogere på plukkeveer. Ræk endelig ud, hvis der er spørgsmål.

Forfatter

Siff HjerteJordemoderen
Jeg er jordemoder og emotionel coach. Mit hjerte brænder for at støtte kvinder og mænd i at stå stærkt -både i sig selv og sammen som familie. Jo bedre vi kender og passer på os selv, des mere overskud har vi til vores nære og kære. Derfor er det med glæde i cellerne, at jeg her hos Carriwell vil øse af min viden og erfaring, så du og I kan carry yourself well 😉 Jeg hepper på jer! Hvis I ønsker mere af mig og det, jeg kan, så tjek min klinik, HjerteJordemoderen ud på www.hjertejordemoderen.dk.