Alt du skal vide om misdannelsesscanningen -også kaldet 20. ugers scanningen
Misdannelsesscanningen er den anden og sidste af de 2 gratis scanningstilbud til gravide i Danmark. Den første scanning er nakkefoldsscanningen, den kan du læse om her
Begge scanninger foregår på hospitalet og udføres af en sonograf, som enten er en sygeplejerske eller en jordemoder med særlig uddannelse i at scanne gravide.
Hvornår og hvorfor skal jeg have en misdannelsesscanning?
Misdannelsesscanningen finder sted omkring graviditetsuge 20 – 22. Ved misdannelses- scanningen -som også kaldes 20-ugers scanningen- undersøges din baby fra top til tå. Jeg bliver ofte spurgt, om det er muligt at få en misdannelsesscanning før graviditetsuge 20. Svaret er både ja og nej. I det private er det muligt at betale sig til en misdannelsesscanning allerede fra graviditetsuge 15. Den kan dog ikke vise helt det samme, som en scanning i graviditetsuge 20 – 22, da baby vokser og udvikles uge for uge. Se derfor en privat misdannelsesscanning før graviditetsuge 20, som et supplement.
Mange gravide og par tager af sted til misdannelsesscanningen med forventning om at se deres barn, som nu er vokset betydeligt, samt at høre dets hjertelyd, hvilket i sig selv er en stor og ofte rørende oplevelse! Mange bliver dog en anelse overrasket over, at det reelle formål med scanningen er mere seriøst -og med endda flere ting på programmet.
Formålet med en misdannelsesscanning er bl.a:
- At tjekke om babys hjerte slår som det skal
- At gennemscanne baby for mulige misdannelser
- At tjekke om navlesnoren har 3 blodkar
- Tjekke mængden af fostervand
- Tjekke babys vægt
- At undersøge for forskellige misdannelser
- At tjekke om der er 1, 2 eller flere babyer i livmoderen
- At tjekke hvor moderkagen sidder
Misdannelsesscanning
Med andre ord, bliver baby tjekket godt og grundigt igennem. Når det er sagt, så er nogle misdannelser lettere at se end andre. Fx er det let at se, om der mangler en arm eller en nyre, hvorimod det kan være sværere at se mindre misdannelser fx i hjertet. Så ingen scanning kan ses som en garanti.
Mange ønsker at kende kønnet på baby. Det er selvfølgelig helt ok. Husk dog samtidig på, at det ikke er det egentlige formål med denne scanning, hvorfor det ikke er primær fokus for sonografen, der scanner. Det er ikke altid muligt at se kønnet, da baby kan ligge på måder, der besværliggør udsynet. Hvis du/I ikke ønsker at kende kønnet, så sig det til sonografen i starten af undersøgelsen, så hun ikke -i god vilje- kommer til at overbringe jer dén nyhed.
Og ja, efter scanningen er det muligt at få et par scanningsbilleder med hjem. Billeder der i sig selv understøtter bonding med baby og forståelsen af, at du/I skal være forældre.
Svaret på din misdannelsesscanning
Du/I får svar på scanningen med det samme. Hvis sonografen er i tvivl om noget undervejs, så konfererer hun med en sonograf/læge-kollega med det samme.
Man kan ikke finde alle sygdomme ved en scanning. Er der brug for yderligere undersøgelser, vil du blive tilbudt en fostervandsprøve.
Er baby ok?
Hvis der er mistanke om, at der er noget, der afviger fra det normale hos baby, så tilbydes du at få en fostervandsprøve. I får en separat tid til denne.
En fostervandsprøve tages gennem dit maveskind med en lang, tynd kanyle. Baby tjekkes med en scanner før og efter prøven tages.
Efter prøven skal du hvile i 15-20 minutter på hospitalet, så personalet kan sikre sig, at du har det godt. Der er en lille bitte abortrisiko på under 0,5% ved at få foretaget en fostervandsprøve. Det svarer til at under 1 ud af 200 kvinder aborterer efter en fosterandsprøve.
Du/I får svar ca 10 dage efter prøven er taget. Her kan I få det eksagte svar på babys køn, hvis ønsket. Langt de fleste der får foretaget en fostervandsprøve vil få et svar, der er normalt. Samtidig er det vigtigt at anerkende det følelsesmæssige pres, det er, at gennemgå en test-proces, vente på svaret og lande på den anden side -også selvom svaret er positivt. Tal gerne med din jordemoder, egen læge, venner og/eller familie om det. Og vid, at mange andre end dig/jer har været igennem en fostervandsprøve. Du er ikke alene!
Du/I kan læse mere om fostervandsprøve samt se en lille animationsfilm her https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/graviditet/undersoegelser/fostervandsproeve/
Hvis der er noget galt til misdannelsesscanningen
Hvis svaret ikke er normalt, så vil du/I blive tilbudt en samtale. Her gennemgåes der information om det fundne samt rådgives og gives information herunder om mulighed for at vælge en abort. Hvis det viser sig, at baby har en kromosomafvigelse, så er det meget normalt at have lyst til at tale med forældre til børn med samme kromosomafvigelse, som led i processen med at blive afklaret. En sådan samtale kan fint arrangeres.
Hvad er en senabort?
En abort på dette tidspunkt i graviditeten kaldes en senabort, da du er på den anden side af grænsen for fri abort. For at få en senabort, skal abortnævnet godkende abortønsket. Er der fundet svære misdannelser eller alvorlige kromosomfejl der vil have stor betydning for babys overlevelse og/eller livskvalitet, så er det en formsag at få godkendelse til en senabort.
Ved en senabort er baby så stor, at det reelt er en fødsel. Du skal føde på en fødestue assisteret af en jordemoder. Fødslen bliver sat igang, over timer vil du have veer afsluttende med at baby og dernæst moderkagen fødes. Det er forskelligt hvor mange timer en senabort-fødsel tager og om baby viser livstegn i nogle få minutter efter fødslen -dette afhænger også af, hvor langt henne du er i graviditeten.
Det skal være den rette beslutning for jer
Jeg ved at det kan være voldsomt at læse! Det er også en proces med både store beslutninger, følelser og tanker. Både i forhold til at træffe den beslutning, der er den rigtige for jer, og i forhold til det videre forløb uanset om det er en senabort eller at gennemføre graviditeten og afvente at møde jeres barn.
Der kan være både mange tanker og følelser i spil i processen med at blive afklaret. Det kan også være, at den ene af jer er afklaret, og den anden i tvivl. Og det kan ændre sig over de kommende dage. Jeg vil på det kærligste opfordre jer til at mærke efter, tale grundigt sammen af flere omgange og meget gerne også tale med fx en jordemoder eller andre relevante (fag)personer. Den endelige beslutning er jeres, hvilket i sig selv kan føles som en byrde.
Hvis I vælger en senabort, så vil jeg kærligt og ærligt sætte ord på, at aborter ofte sætter spor -nogle gange i mange år frem. Særligt hvis der ikke bliver taget kærligt og kyndigt hånd om dig/jer efterfølgende. Så kære du, kære I, ræk ud når I er klar, så hjælper jeg eller andre jer gerne til at lande bedst muligt efter en eventuel senabort.
Uanset hvad I vælger, så sender jeg kærlige kram og tanker til jer! Vid at I er velkommen til at kontakte mig undervejs i processen, og at I ikke er de eneste, der er gennem en tung beslutningsproces.
Kærligst
Siff Stephenson, HjerteJordemoderen